Agathe til Jens - Ravnholt 12 August 1875
Afskrevet af Poul Ebbekær, Haslev.



Tilbage til Amerika Brevene.

Ravnholdt d. 12 August 1875

Elskede Ven!

Da jeg i gaar var nede ved Simons, læste jeg der Din Søsters Brev og fik det med hjem for om mulig jeg vilde have et par Ord med, det kunde jeg jo nok have Lyst til baade for at faa nogle Tanker meddelt, og for endnu mere at faa et Brev engang tiere fra Dig, for at vente en 6 Uger hver Gang efter Brev, synes jeg er temmelig længe, det kan saa mænd blive tarvelig nok endda, naar man skal nøjes med Pen og Blæk og Papir, det gaaer jo an til en Tid, men at leve Vinteren over med den Føde bliver vist for drøjt for os begge, troer Du ikke?, jeg skal sige Dig de lange Vinteraftener bærer jeg stor Respækt for, det vil sige naar de altid skal gaa ud i Spekulationer. Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal skrive til Dig, det vilde have gaaet lettere naar jeg havde faaet et Brev siden jeg sidst skrev, da jeg ingen rigtig Begreb har om hvordan Du nu er stemt, men jeg vil jo saa haabe til det beste
Du skrev om at Du var bleven lettet engang da jeg sang ”Løft dit Hoved Du raske Gut” vi har altsaa havt hver sin Sang af Bjørnson at mindes hverandre med, da jeg ikke har sungen den en Gang uden at mindes Dig hele Tiden, denne nemlig ”Jeg Kjører frem gjennem Strålefryd,” den sang vi da og hver Gang vi var sammen, den sidste Dag en undtagelse, men det var jo og en Dag for sig selv, for havde vi kommet til at synge havde Hjærtet vil kommet til sin ret og al Forstillelse jaget til side, det skulde nu ikke saadan være, som vist var meget godt for havde Du dengang bleven hjemme, saa havde Amerika bestandig staaet for Dig som det bedste, saa naar her var kommet rigtig noget i Vejen havde Du vil snart været rejsefærdig og saa var det nok ikke om, om man vilde gjøre Rejseselskab, men saa var man snart nødt dertil; det haaber jeg kjere Jens at naar Du først kommer hjem saa bliver Du hjemme hos dem Du i grunden tilhører, jeg synes nu aldrig jeg kunde finde mig tilfreds andre Steder end

Lodret: Fader vil have at jeg skal til Skødeberg til Vinter, jeg har saa omtrent lovet det, (det vil da sige hvis M. Vaaben rej ser) hvad siger Du til det?
i Danmark, dog maa Du ikke tro at jeg undres over Dig fordi Du alt har været der to Gange, det er langt fra, jeg kan saa godt forstaae Dine Bevæg grunde begge Gang, jeg synes derimod det er kjækt af Dig at Du selv har brudt Dig en bane i det Fremmede hvor Du uden Tvil har hentet Dig Kundskab og Erfaring for hele Livet som sikker vil gjøre sin store Gavn, man kan da ikke sige Du har sovet Din Ungdomstid væk, som man gjerne kan sige om mange der gaaer paa eet Sted Dag ud og Dag ind, og ser kun efter det sikkre og solide, nej Dig og Dine Lige siger nok derimod ”Overbord med Fornuftens Ballast kun, Kan hænde jeg sejler min Skude pa Grund, men saa er det dog dejligt at fare” og det staaer og for mig som det rette Ungdomsmod, nu er Du vel snart kjed af længere at være Gjenstand for mine Bemærkninger, jeg skal da med det samme dreie af til noget andet, Sidste Søndag hørte jeg en ung Mand dadle stærk paa en Pige jeg sagde da, hvor han nu kunde sige det om hende, da han dog vist ikke kunde nægte at han i sin Tid havde bejlet til hende, ja, svarede han

Lodret: Saa Farvel og Lev rigtig vel til vi ses min kjære, det ønsker af Hjertet Din Agathe

Paa Posthuset siger de 20 Øre er tilstrækkelig paa et Brev til Amerika
det Frieri havde han ikke ment noget med, nu saa det kan og lade sig gjøre tænkte jeg og tankerne havde jo ikke langt til Dig, saa jeg tænkte hvad mon han heller ikke har ment noget med hans, saa sidder han ellers ? i det men jeg trøstede mig saa med at Du kunde jo da nemt kumme ud af den Forlegenhed naar Du blev derovre, men det var vel unødvendige Tanker? dem kommer der jo saa mange af. Jeg kan da og fortælle Dig at jeg har havt en Frier siden sidst jeg skrev, jeg skal siden fortælle Dig hvem det var, det skal Du nu ingen Skrupler tage Dig over, jeg skal nok blive Dig tro, blot du holder ligesaameget af mig som jeg gjør af Dig saa har det ingen Nød, og dog har jeg det Haab at det bestandig vil gaa fremad og først rigtig kan blive Lykke derudaf naar vi staar Ansigt til Ansigt og kan Samtale om det der ligger os mest paa Hjerte, det er min Bøn til Gud Fader at det maa ske, hvornaar raader han for, men jeg synes ikke Du skulde holde dig tilbage for Soldatertjenestens Skyld, for det er jo dog ikke sagt at Du bliver tagen og for det andet, var det saa saa farlig om det skulde ske?, vi ved jo dog der ikke falder en Spurv til Jorden uden vor Faders Villie, hvad har vi saa i Grunden at frygte for

Lodret: Naar vi lever i vor Daabs Pagt da er livet ej saa svært Døden ikke heller. Til Slutning vil jeg bede Dig optage alt i beste Mening, for deri er det skrevet