Agathe til Jens - Ravnholt 20 Juli 1875
Afskrevet af Poul Ebbekær, Haslev.



Tilbage til Amerika Brevene.

Ravnholdt den 20 Juli 1875

AS

Min kjære Jens!
Saa nu har Du da enderlig faaet Dig betænkt, det tog Tid men ”hellere sent end aldrig” siger orsproget jo, og det samme siger jeg, desto bedre kan man vel stole paa dets Ægthed. Jeg synes jeg har saameget at skrive til dig om at jeg veed ikke hvor jeg skal begynde men først vil jeg da takke Dig for Dit kjære Brev som jeg modtog den 16dende Juli og dernæst for Dit Potræt det staaer lige foran mig imens jeg nu skriver, for Du maa vide det har ikke megen Rolighed, det bliver tidt tagen frem for det ligner Dig saa godt, det glæder mig da at se at Du har det gode Hyld som man siger, jeg havde ellers forestillet mig at Du var falmet, da Du vist er gaaet meget i gjennem siden jeg sisdt saae Dig, som ikke har været saa rart.
Du skriver om ? kjære Jens at jeg skal skrive om hvordan jeg har havt det siden Du rejste, med faae Ord kan jeg jo sige baade godt og ondt, og dog maa jeg vel ikke kalde det ondt, da jeg er vis paa det har været til min sande Gavn, ellers havde vi vel funden hinanden noget før, men vi har nok skulde gaaet en Modgangs Skole igjennem begge to før vi har kundet passe for hinanden, ja er det ikke underlig saadan som det er gaaet til, det er vi vist begge enige om at dette er Vorherres Værk, hvor mange har vi ikke været sammen med begge to, som man skulde synes kunde have havt megen større Indflydelse paa os, som et Menneske man hverken saae eller hørte fra, og dog har det ikke skadet os, men gjort (i al fald mig) stærkere i Kjærligheden til Dig, og som alt har havt sin Grund i at alles Hjærter staaer
I Guds Haand, han leder dem som Vandbække, og naar det saa tillige er sin enderlige Bøn at kun det maa ske som er hans Villie, saa maa alt andet vige, selv det som til en Tid har forblindet een. Kjære Jens Du kan tro det var en sorgfuld Vinter for mig da Du var rejst, jeg viste ikke af at jeg havde Dig saa kjær for Du var borte, det kom saa hovedkulds paa med din Rejsen at jeg slet ikke kunde tro det, men levede i det Haab at der nok skulde komme en eller anden Ting der skulde forhindre Dig Din Plan, men Virkeligheden blev jo den at Du var rejst, og da var min Glæde ogsaa rejst da Din Søster kom og fortalte mig det jeg aabenbarede da min Sorg for hende, hun trøstede mig jo saa godt hun kunde, men hun var jo og selv sorgfuld saa hun kunde jo ikke bringe den Trøst hun selv trængte til.
Det var som sagt en drøj Vinter hortit græd jeg ikke mig selv i Søvne om Aftenen og hvortit saae jeg ikke efter om Posten ikke dog nu skulde komme med en Beretning fra Dig og det gjorde han jo saa en Gang imellem, hvori der da for det meste var en Hilsen til mig ligesaavel som til andre Godtfolk, men nu jeg var dog altid glad ved Brevet for jeg kunde jo da saa se Du var levende og ikke rent havde glemt os. Vinteren gik og Faaraaret kom og jeg fik ogsaa Lyst til at se mig om i det ukjendte jeg rejse da over til Møen hvor gamle Bojsen holdt Pigeskole, der lyste det rigtig op for mig paa mange Maader jeg trængte frem for alt til Kjærlighed og den fik jeg i stor Maal af mine omgivne, Du kjender vel ikke Ditlev Buks og P. Buks? Døttre de var der og saa det var de meste her fra Egnen

Lodret:
Jeg saa tidt faaer Brev fra Amerika fra en Pige der er der som har tjent her, skriv enderlig snart. Din hengivne Veninde Agathe Simonsen