Agathe til Jens - Skødebjerg 23 November 1875
Afskrevet af Poul Ebbekær, Haslev.



Tilbage til Amerika Brevene.

Skødeberg d 23 November 75


AS


Hjærtenskjære Ven!

I Aftes modtog jeg Dit Brev, hvorfor Du skal have hjærtelig Tak. Det er alt længe siden jeg sagde til Else Kathrine, Du skal faa at se at han kommer paa Din Fødselsdag, (det var netop i gaar den 22) men der kom noget helt andet jeg skulde vel gjøres opmærksom paa at jeg var ikke alvidende. Vi var ikke hjemme Marie og mig til Fødselsdagsfest da det var saa mørk om Aftenen, men vi havde desuagtet forestillet os at der kom Bud at vi skulde komme hjem, da Du var kommen i Mørkningen bragte Posten mig saa Brevet hvor jeg straks anede Uraad da der var saa mange fuldskrevne Sider, jeg læste det saa Naturligvis, jeg blev straks lidt forstemt derved men da saa Marie og mig fik det repiteret kunde vi slet ikke tro at det af denne Grund kunde vare til Foraar, for der er vel da andre der kan kjøbe Heste end de to Karle,?
I aldfald er det dog saadan i Danmark at er der ikke een er der en anden Libhaver, og om Du endog skulde tabe noget paa dem saa kunde det dog vist bedre lønne sig end at fore dem en hel Vinter uden at have Brug for dem, og selv er Du jo og ude af Din Virksomhed, saa det er og bliver en Gaade for mig, for da Du før skrev om at Du kom, da maa Du dog vist have vist bedre Udvej, for at stødtte sine Planer paa et Ord om at et par Karle maaske vilde kjøbe Dine Heste, synes jeg dog var lovlig lidt. Men det maa Du naturlig vis selv best vide, det tvivler jeg slet ikke om, kun vilde jeg vide lidt mere derom, Du vil maaske svare, naa, saa hun mangler Tillid, det er nu ikke saa ganske tilfældet men jeg skal sige Dig nu vil det jo snart lyde fra alle Kanter, men hvor bliver han dog af, og saa synes jeg at den Grund at han kan ikke faa sine Heste solgt er temmelig mager, nok herom. Kjære Jens jeg befinder mig ellers ret godt herude, jeg haaber nok at med Guds Hjælp skal Tiden nok gaa godt for mig, blot den kunde gaae ligesaa godt for Dig, men det er jo ikke
underligt om den ikke gjorde det da der jo maa være mere at længes efter for Dig som for mig da jeg veed Hjemkjærligheden boer Dig i Brøst, og jeg kjænder af Erfaring at er den stærk er den ikke den læteste at tilfredsstille, men Gud ske Lov vi har en Fader der kjænder Bod for alle Savn, og naar vi kan tage mod alt, som hans Tilskikkelse saa er det ikke saa svært.

Aften Kl.9.
Nu vil jeg atter tage fat paa Pennen da jeg sidst havde den fat blev vi overrasket af et Læs Fremmede som bestod af Din Moder og Broder Simon og Kjerstine, de havde været til Fødselsdag i Ravnholdt i gaar og kom saa her i Dag er nu lige kjørt til Jensgaard, dem alle skulde jeg hilse Dig kjærlig fra, de havde spurgt i gaar at jeg havde faaet Brev, og var da ikke lidt nysgjerrig , Din Moder havde sagt til Jørgine inden hun kjørte hjemmefra at hun og Jens kom nok kjørende bagefter dem herom, og tænk Dig Hans har en Hare hængende efter Dig, men det skader jo ikke at den faaer en Tanke, saa Du kan da høre vi har ventet Dig, men jeg vil saa
for min Part synge "bier han længe han kommer dog vist, Glæder Dig saa destomeer." Der er ellers mange Ting som jeg har opsat at skrive fordi jeg hver gang har tænkt det kan jeg bedre fortælle ham, jeg vil nu fremføre lidt deraf, angaaende det Pengevæsen, jeg fortalte det ikke til et Menneske da Du havde skrevet det til mig, en 3 Ugers tid var det saa Kjerstine fik Brev fra Dig den var jeg nede med, den Dag var Fader og Simon netop herude paa Skødeberg , Kjerstine blev meget bedrøvet derover, men det hjalp mig godt da jeg fik mig udtalt til hende vi vente og drejede Sagen paa mange Maader, hvad vi nu gjorde kjogest i, da vi begge vidste det vi vidste at det nu kom meget an paa hendes Mand og min Broder, vi besluttede da at hun skulde fortælle ham det det første han kom hjem, jeg gik saa derfra og bad til ham, som alle Hjærter har i Haand og leder dem som Vandbække; straks efter jeg var kommen hjem kom Fader og han kunde straks se paa mig, at der var noget i vejen og jeg maatte ud med Sproget, han sagde jo at det var
ikke noget at sørge over især hvis det var Lykkens lunefulde Spil for saa maatte det jo være det bedste, en anden Sag var det hvis det var udygtighed eller ubetænksomhed der var Skylden. Næste Dags Morgen kom Simon derop han tog mig om Halsen og baade klappede og kyssede mig og sagde at det maatte jeg ikke tage mig nær, nu kunde han da engang faa Lov til at betale sin Gjæld til mig, og naar han ikke selv skulde have Skødeberg saa kunde han ingen bedre unde den end os to, han vilde jo da faa lidt eller indtet i Fortjeneste, som han før havde ventet at faa en Sum ud af, men da alt Lykkedes saa godt for ham saa kunde han vel leve den foruden. Det kom slet ikke ham uventet det havde han havt en anelse om længe. Du kan jo her af se Kjære Jens at vi har flere Venner end vi maaske troer. Kjerstine har da og talt sin Sag godt vi blev enig om ingen at fortælle det til, da Folk i Almindelighed slet ikke kan forstaae at det kunde gaa saavidt i et par Aar uden der var handlet uordenlig dermed.
men som jeg seer vil Du jo skrive det Hjem og har vel alt skrevet det før dette Brev naaer Dig for ellers vilde jeg have fraraad(et) Dig det da det er vanskelig at de(t) kan blive holdt hemmelig naaer saamange veed det, og hvad kan det i Grunden hjælpe at de faaer det at vide, det virker kun til at Din Moder bliver bedrøvet der over det synes jeg kunde have gaaet bedre naar Du selv talte med hende, for Du veed jo nok Penge spiller en stor Rolle og vel ikke mindst i de gamles Hjerner, men Du synes vel at Du som en god Søn ikke maa holde noget hemmelig for Din Moder, maaske Du har Ret deri. Marie og mig lovede at besøge Dit Barndomshjem i Julen, mon Du og skal holde endnu en Juul i det Fremmede, for fremmed er det dog vist for Dig i hvor meget Du bliver vant dertil. Nu vil jeg ønske Dig at Du maa have Taalmodighed til at gaae alt dette igjennem, Du bliver endda øvet i Taalmod, men det er jo og det største Mod, her vil jeg skrive et par Sange af som har været meget brugt i Askov i den sidste Tid og som jeg holder meget af, Tonen skal jeg lære Dig naar Du kommer hjem "Paa det jævne" kan gaa med den" Kongehaand er Folkestemme," men det er ellers ikke den rigtige
Paa det Jævne skal Du bygge Ikke i det Himmel blaae Der har Livet sat Dig stævne Der skal Du Din prøve staae Alt hvad herligt Du kan nævne Alt hvad højt Din Sjæl kan naa Skal hernede paa det Jævne Fast sin Rod i Livet slaa

Komme ned se det er Tingen Dale glad som Fugl fra Sky Naar med Sang den sænker Vingen Ikke falde tung som Bly Komme ned og slutte Ringen Være glad i Kvæld og Gry Elske Verden, hade ingen Føle sig som født paany

I det høje, i det høje Lyder det Dig mere smukt? Funkler sværmerisk Dit Øje? Finder Verden stolt Din Flugt? Vil Du ej Dit Hoved bøje Under Livets strænge tugt? Vil Du ikke Marken pløje Før Du høster Markens Frugt?

Ak den Kunst er tung at lære Dyrkes kun af saare faa Den uendelige svære Den: paa Jorden fast at staae Den: Din Himmel med at bære Overalt i Hjærtets Vraa Den: Din Skaber glad at Ære I det store, i det smaae

Paa det Jævne skal Du bygge Paa det Jævne skal Du bo Ej som Krøbling, ej paa Krykke

Lodret:
Ej med Dyrets dorske Ro Med Dit savn og med Din Lykke Med Dit Haab og med Din Tro Skal Du paa det Jævne bygge Op til Stjærnerne en Bro

Paa det Jævne paa det Jævne Altid i min Sjæl det klang Naar med fantasiens Evne Kjækt jeg mig fra Jorden svang Alt det andet vil sig hævne Er kun Splid og Undergang Paa det Jævne Paa det Jævne Det er Livets Sejers sang

af Kaalund
Har vi toppet maa vi dale Det er Loven under Sol Hører det i høje Sale Hører det i Kongestol Som for Haanden Saa for Aanden Op og ned er Verdens Løb

Naar med Herren Glands og Ære Du af Gud paa Bjærget faaer Siig kun her er godt at være Du og ej Dig selv forstaaer Om tillige Du vil sige Det er best vi bliver her

Lejret mellem Fjendehære Angest i Getsemane Sig kun her er slemt at være Hvor kun Mørke er at se Da Du nemmer Og i stemmer Det er bedst vi gaaer herfra

Med det Ord gik Frelsemanden Gjennem Dødens Skyggedal Klippefast paa Afgrunds randen Længselsfuld til Himlens hal Det høj Sæde At beklæde Som urokkelig bestaaer

Har med ham Din Sjæl sig bøjet Skjult sig selv med Flid i Muld Da Du vorde ret op højet Kronet med det røde Guld Engle kvæde Her er Glæde Ven med Herren gak her ind

Evig sand er Herrens Tale Som i Himmel saa paa Jord Størst er de som dybest dale Ved hans Aand og paa hans Ord I hans Rige De skal stige Til hans højhedsfulde Maal

Gavmild er Du Jesus Herre Med dit Ord og med Din Aand Til det bedre fra det værre Led os med Din højre Haand Saa det Gode Som vi troede Majestædigs vi opnaae

Aften først derefter Morgen Saa den gamle Regning lød Evig Fryd kun efter Sorgen Evigt Liv kun efter Død Vi maa krybe Før vi flyve Ned og op gaaer Jesu Spor

Af Grundtvig


Nu maa jeg slutte og vil da ønske Dig Guds Fred i Hjærte Sind, og husk paa at der er mange der tænker og Fredstanker over Dig

Din indtil Døden tro Veninde Agathe Simonsen

Hilsen fra Marie