Agathe til Jens - Skødebjerg 9 December 1875
Afskrevet af Poul Ebbekær, Haslev.



Tilbage til Amerika Brevene.

Skødeberg d. 9 Dcbr 1875

AS

Min kjære Jens!

Da jeg synes at der vil blive for lang en mellemrum mellem Dine Breve saa er det nok best at jeg gjør en undtagelse fra Reglen og skriver to Gange i rad, for jeg haaber jo nok at Du vil svare paa dem om der end kommer aldrig saa mange, Du har vel god Tid, saavelsom mig selv, og der er da heller ingen der skal skylde os for at vi spilder Tiden med at besøge hverandre, saa Tid maa vi da have, og Lysten maatte jo nødig gaa væk, saa det næste Spørgsmaal bliver nok om der saa er Indhold i det vi skriver, det kan vel blive lidt nok, men naar det kommer fra Hjertet saa gaaer det vel og til Hjertet, og saa er det vel alt det man kan forlange af et Brev, og andet staaer der jo ikke endnu til vor Raadighed, men vi vil haabe paa bedre Tider, for jeg føler at det er som en Pige engang har sagt til mig, at der maatte et mundtlig Ord til før det rigtig
kan sammenbinde Hjærterne, og Du maa derfor ikke miskjende mig kjære Ven, naar jeg skrive at det staaer tidt saa underlig fremmed for mig, at jeg næsten kan blive bange, det er derfor langtfra at jeg nogensinde har fortrudt det Skridt jeg har gjort, nej det har jeg Gud ske Lov ingensinde gjordt, men det er kun et Spørgsmaal der undertiden kan komme frem, ” mon han vil synes om mig, og mon jeg vil synes om ham,” naar vi nu ser hverandre men saa tænker jeg jo igjen at i grunden er det jo ikke os selv der har ført os sammen, men Gud i Himlen der har maget det saa, og han vil nok fuldføre sit Værk, for det er jeg overbevist om at det er Guds Værk, og saa behøver jeg ikke at frygte, naar jeg da vandre for Guds Øjne saa, at han ikke vil tage sin Velsignelse fra mig ja kunde jeg kun være noget mere aarvaagen i Bønnen, men det falder altid sværest naar alt gaaer sin ensformige Gang og derfor er det vel og at Du kjære Jens kan holde Dig saa nær Vorherre fordi Du bliver saa haardt prøvet, men bed for mig kjære

Lodret: Dig fra alle Søstre og Svogre, og Moder og fra Marie som sidder ved min Side ikke at forglemme. Og der med Farvel og Guds Fred være med Dig det ønsker af Hjertet Din trofaste Veninde (Underskrift mangler delvis)
at Vorherre ikke skal have mig i en Modgangs Skole igjen, men at jeg kan faa stærke Ben til at bære gode Dage, Du vil maaske synes at det er et stort forlangende, som det maaske og er, men at bede om Modgang det føler jeg mig ikke stærk nok til. Nu har jeg her fortalt Dig en hel Del om min indre Tilstand og der er da heller ingen nærmere til at vide noget om den en netop Dig, (jeg haaber Du har forstaaet mig,) nu vil jeg dernæst fortælle Dig lidt om den ydre. Vi har det rolig og godt her, Frihed, et godt Helbred, flinke Tjenestefolk, og hvad andet der med er forbunden, Marie klager noget over ensformigheden, hun havde Da glædet sig til at Du var kommet jævnlig at besøge os, men det slog jo fejl for begges vedkommende, i det mindste for en Tid. I Tirsdags den syvende Desember var vi hjemme til Moders Fødselsdag da var hun 59 Aar, det var Din Fader og blevet hvis han havde levet da de var født paa en Dag, er det

Lodret: rigtig more Dig at se hvordan en lille rask Tøs lille Magrete er bleven, vi har mange Løjer af hende. Jeg skulde hilse
ikke mærk værdig nok at i det mindste 2 af deres Børn skulde komme i saa nær Forhold, Du huskede vel slet ikke paa det. samme Dag var det og Aar siden Du skrev det første oprigtige Brev hjem, som vi modtog i Julen, som de andre blev bedrøvet over men som jeg netop saa vendepunktet i og glædede mig i mit stille Sind, uagtet der stod, at ”angaaende Tilbudet om at være Bestyre paa Skødeberg, maatte du allernaadigst afslaa,” saa tænkte jeg det vil maaske gaa ham paa alligevel, men det var naturligvis ikke altid at den Tro var stærk hos mig, havde den være det, da havde jeg maaske kommen Vinteren lettere over som jeg gjorde, godt er det, at jeg er fri for den slags Fristelser nu. Dette Brev vil maaske ikke naa Dig i dette Aar, men jeg vil dog ligfuldt ønske Dig min elskede en glædelig Juul og et velsignet Nytaar, og bliver det os ikke forund at være samlede i den nær forestaaende Juul at vi da maa det i den næste, og saa bede Gud at han vil skjænke os det fornødne i det nye Aar, idet vi takker ham for hans Kjærlighed og Godhed mod os ,i

Lodret: det, som nu alt er gaaet, ja vi har Grund til at takke, og give ham Æren for hvad godt der er sket. Fader skrev til Dig sidste Lørdag, og Simon og Kristine truer og med det, det vil