Knud Lindkjær Rasmussen har fundet denne historie på et tysk websted, og skriver desuden:


"Det er jo dejligt når slægtninge har heddet noget ret specielt - så er det nemt at finde noget på internettet, hvis der er noget. Peter Justi (halvbroder til min oldemor, Cecilie Lindkjær) er et eksempel på det. Det er ret sikkert det er ham - han var søkaptajn.

Af den pågældende side fundet på internet fremgår det, at Peter Justi var kaptajn på stålbarken Winterhude i hvert fald i året 1912. Det skal tilføjes, at selvom det er et tysk skib, er der intet mærkeligt i det, da Peter Justi jo var tysker (i hvert fald tysk statsborger). Han var født i Sønderjylland, men det var jo på det tidspunkt tysk (han blev født den 24.06.1875). Det var stadig tysk på det tidspunkt Peter Justi døde - og det gjorde han ifølge den internetside den 24. august 1913. Det fremgår han døde som følge af et alvorligt uheld den 2. maj 1912. Det er ikke tydeligt, hvad uheldet skyldes - men det kunne jo være i forbindelse med det sammenstød Winterhude havde med et engelsk krigsskib, formentlig omkring det tidspunkt. Skibet var da på vej til Chile og var bl.a. ladet med 4000 kister dynamit! Åbenbart lykkedes turen efter en reparation - den tog 122 dage.

Umiddelbart efter Peter Justi døde udbrød jo 1. verdenskrig. Hvis han havde levet var han sikkert blevet direkte involveret i den. Masser af sønderjyder blev, som tyske statsborgere, sendt til fronterne - og mange døde i skyttegravene eller på havet. En stor del af min familie var involveret på den måde. Både den del af min familie, som Peter Justi kom fra, og hele min fars familie var involveret, og flere blev dræbt eller såret. I øvrigt blev Peter Justis halvsøster (Cecilie Lindkjær) og mand (Jes Clausen Jacobsen) smidt ud af Sønderjylland af tyskerne pga. deres danske sindelag."


Knud Lindkjær Rasmussen.




Peter Justi har også været 1. styrmand og Kaptajn på barken "Wilhelmine" af Fanø, som ses herunder.