Anna Nielsen blev født på en gård i Elsted ved Århus den 30. november 1890.
Hun var datter af gårdejer Niels Hansen Nielsen og Maren Pedersen Kjær i Elsted. Hun var yngste barn af en søskendeflok på fem, og derudover var en søster død som spæd. Selv om hun var yngste barn i familien, var hendes forældre ret unge, henholdsvis 33 og 36 år gamle da hun blev født. Hendes forældre stammede fra gårdmandsslægter i Elsted, Skæring, Lisbjerg og Egå ved Århus.
I Elsted var der lavet en såkaldt stjerneudskiftning, så alle byens 13 gårde blev liggende med markerne delt i vifteform. Gårdenes marker dækkede hele det nuværende Elsted og Lystrup. Det betød, at familierne havde beholdt det tætte naboskab. I denne landsby voksede Anna op.
Som de fleste andre børn kom hun i skole. Skolen i Elsted lå i denne periode på hjørnet Elstedvej og Ørnstrupvej og var en to-klasset skole. I en skolebygning fra 1860 fik Anna sin skolegang. Som det var sædvane var der skole i den ene ende, hvor yngste og ældste klasse på skift havde undervisning. I den anden ende af bygningen havde lærerfamilien bolig.
I år 1900 døde hendes far, - han begik selvmord. 10 år gammel oplevede hun, at der skete så voldsom en tragedie i familien. Hendes ældste søskende var omkring 20 år. Den eneste søn var så vidt vides ikke landmand, så hvordan skulle det gå med gården? Ulykkerne var endda ikke forbi. I 1906 døde først Annas mor, kun 48 år gammel, og to måneder efter døde storebroderen Niels. Han begik også selvmord. Anna selv talte aldrig om det, hun talte i det hele taget ikke ret meget om sin egen familie.
Anna har nok været nødt til at komme ud at tjene straks. Derfor har hun heller ikke været uerfaren med husholdning, da hun i 1911-12 blev ansat på Frydensborg, selv om hun kun var 21 år, og måske har hun også haft en anelse om, at ansættelsen kunne føre til ægteskab, hvilket var hendes eneste mulighed for at blive gårdmandskone.
Meget taler for, at begge har ønsket, at der kunne blive ægteskab ud af det. Anders var ikke helt ung, og Annas ønske var nok at få sin egen familie og lægge en del af problemerne bag sig.
Hun bevarede en tæt kontakt med sine søstre, og hun besøgte familien i Elsted.