 |
 |
|
|
Der var nok at tage fat paa for de unge. Gaarden var paa 250 Tdr. Land, men en stor Del var uopdyrket og henlaa som Eng, Hede og Kær. Allerede paa sin tredje Bryllupsdag var den unge Mand ude paa Markerne for at skønne over, hvorledes der skulde begyndes med Afvanding og Kultivering. Han var af Natur ivrig, og Opsættelse var ikke hans Sag. Ogsaa Haven skulde gøres større. Den gamle Kaalhauge var ham ikke nok. Der skulde være Plads ogsaa til Træer, og der kom baade Æblegård og Humlehave. Han var ikke for ingen Ting at fynsk Rod. I Aarenes Løb kom Haven til at strække sig helt op langs Gyden til Gjestenvejen, hvor den endte i en dejlig Granplantning, saa Gaarden kom til at ligge endnu lunere, omgivet af Skov og Have.
Børnene blev underviste i Hjemmet, hvor der blev holdt Huslærer. I 1861 var Broderdatteren Dorthea fra Christiansfeld Lærerinde. Senere oprettedes en Friskole, der først havde til Huse i Gaarden, hvor Pladsen dog snart blev for indskrænket, og der blev købt et Hus ved Lille Røj, hvorhen Skolen flyttedes. Den første Lærer var her Simon Jørgensen, et betydeligt Menneske, der fik stor Indflydelse baade paa Børnene og i Hjemmene. Han var Broder til Peter Larsen Skræppenborgs anden Hustru; men han var brystsvag og døde allerede 1865. Han efterfulgtes af Jens R. Pedersen, der senere blev gift med Anders Simonsens ældste Datter Maren. Han naaede vel ikke sin Forgænger i Begavelse; men han blev meget afholdt, hvad ogsaa et Brev, han modtog halvtredsindstyve Aar senere paa sin 80 Aarsdag, vidner om: Til min kære gamle Lærer. - Tak for al den Godhed, Du har vist imod os Børn, hvor gjorde Du alt for at faa os til at blive gode Mennesker .... vi glemmer det aldrig.... Vi Ønsker, at Du, min gamle Lærer, maa faa Kræfter til endnu en Tid, som forhen, at tilse Gamle og Svage til Glæde og Velsignelse baade for dem og Dig.... Din hengivne gamle Elev Jens Vejrup. 2) Jens Pedersen blev senere Lærer i Store Andst.
I Hjemmet fik Børnene, især for de ældstes Vedkommende, en streng Opdragelse. Pligtopfyldelse, Ærlighed og Lydighed var ufravigelige Grundsætninger. Efter Tidens Skik sagde Børnene i Tiltale ikke »Du«, men »I«, og dette faldt Børn, Svigerbørn og Børnebørn naturligt og selvfølgeligt, saa længe de Gamle levede.
Da Jens halvandet Aar efter skulde hjem, fik han sit Tøj med en Studehandler fra Vester Gjesten og gik selv paa sin Fod den lange Vej til Ravnholt. Samme Aar skulde han være Soldat. Hans Fader tilbød at stille for ham; men han vilde selv aftjene sin Værnepligt, og dette gjorde han som Artilleri-Constabel Nr. 234, 11. Batteri i Rendsborg. Her i denne tysktalende By kom hans Skoleaar i Christiansfeld ham i sproglig Henseende til stor Nytte. Han stod i jævnlig Brevveksling med sin Søster Maren, der den Sommer opholdt sig hos Familien paa Korsebjerg Vest for Odense, og først i September modtog hun et Brev fra ham, der til hendes Overraskelse var dateret Nyborg 6. September 1861:
»Nyborg, 16. Oktober 1861. Til Tjenestepige M. Simonsen paa Korsebjerg. I Hast. Endskjøndt du er meget ubekjendt for mig, men din Broder var min bedste Ven og Kammerat her i denne Stand, saa synes jeg dog ikke, at jeg kan undlade at skrive dig et Par Ord til for at lade dig vide, at din Broder er død i Eftermiddag, og det er skreven til din Fader. Nu kan jeg ikke se at skrive mere, derfor maa du være fornøjet med disse faa Linier. Det er skrevet af hans Kammerat Constabel A. Sørensen, Nr.236, Nyborg. «
Hans Fader besøgte sin Søn paa Sygelejet, men var rejst hjem igen, hvilket han siden bittert bebrejdede sig. Jens blev begravet paa Nyborg Kirkegaard den 22. Oktober under stor militær Højtidelighed, og et Kors blev rejst paa hans Grav. Efter Begravelsen udspurgte Anders Simonsen den Soldat, der som Sygepasser havde siddet ved Sønnens Seng, og han fortalte da, at Jens havde været noget urolig og til Tider ikke helt klar. Hen paa Natten havde han bedt om at komme til Alters, hvortil Sygepasseren sagde, at naar det blev Dag, vilde han sende Bud efter en Præst. Dette forstod Jens, og han blev stille, men snart udbrød han:»Kommer jeg saa ikke til Alters?« Hans Kammerat søgte at berolige ham; men Jens bad endnu mere indtrængende. Sygepasseren vidste ikke, hvad han skulde gøre.
Sammen med flere Bønder var han 1863 med til at oprette en Højskole i Veerst, der straks fik 15 Elever. Iblandt disse var den 16-aarige Simon Simonsen fra Ravnholt, der endnu paa sine ældre Dage levende huskede, hvilket lammende Indtryk det gjorde i den lille Skole, da, midt under et Foredrag, Budskabet om Dannevirkes Rømning som et Tordenslag overvældede dem. Hele Egnen besattes hurtigt af tyske Tropper, Indkvartering og Ægtkørsler fulgte efter, og Skolen maatte standse for ikke at komme i Gang mere.
En anden Datter, Else Kathrine, var paa Askov den første Sommer (1865), da Skolen begyndte i Askov, og samme Vinter var Sønnen Simon Elev.
Medens Anders Simonsen havde Sæde i Landstinget, skrev han ofte til sine Børn. Af disse Breve findes endnu nogle faa bevarede. Til sine ældste Børn udtaler han sig ikke sjældent om sine Oplevelser og Anskuelser. Brevene giver derigennem et Billede af hans Ydre som Indre, nogle af dem gengives her i Brudstykker, uden Tilføjelser - de taler for sig selv og viser Karaktertræk, der ikke alene prægede hans Arbejde i København, men som ogsaa var Grundlaget for den hjemlige Gærning, hvor han ydede sin bedste og betydningsfuldeste Indsats.
26. Jan. 1868 til Svigersønnen, Lærer Jens R. Pedersen:
2. Fcbr. 1868 til Datteren Maren:
5. Oktbr. 1868. Til Datteren Maren:
9. Oktbr. 1874 til Sønnen Simon:
21.Novbr. 1875 til Sønnen Simon:
Noget fremtrædende Medlem at Rigsdagen var Anders Simonsen næppe ligesaa lidt som førende Politiker paa sin Hjemegn. Hans demokratiske Frisind var grundfæstet; men hans politiske Indstilling gik vistnok mere i Bredden end i snæver partipolitisk Retning. Det agitatoriske eller debatterende laa ikke særligt for ham, lige saa lidt som man kunde kalde ham en skolet Taler. Men naar han - om end sjældent - tog Ordet, var hans Indlæg vel overvejede, forstandige og retsindige, saa der blev nok lyttet til ham. Af hans Breve til Hjemmet fremgaar det, at han det første Aar led at en vis Underlegenhedsfølelse, som han dog efterhaanden, som han tog sig selv i Besiddelse overfor Situationen, overvandt. Da Loven om Valgmenigheder at 1868, der var anset for midlertidig, i 1873 ved Revision blev ophøjet til endelig Lov, tog han kraftig til Orde for Valgmenighedernes Adgang til Benyttelse at Sognekirkerne. Der skulde hengaa endnu 30 Aar, før dette Krav i 1903 blev gennemført, men dette gør jo ikke hans Fremsyn og Frisind mindre. 80 Aar senere i Aaret 1953, da Landsthinget ved Lov ophørte at bestaa, b1ev der ved en Sammenkomst at en Gruppe hidtilværende Landsthingsmænd fremdraget Erindringer fra Landsthingets Historie, og da kunde Anders Simonsens Sønnesøn, Landsthingsmand og tidligere Folkethingsmand Ejnar Simonsen, anføre flere at Farfaderens endnu tidsgyldige Udtalelser og vedkende sig hans Grundsyn.
»Paa Grund af Alderdom ønsker Undertegnede at afhænde sin iboende Ejendom ved Salg eller Forpagtning. Den kan afleveres straks med fuld Avl og udvendig Besætning. Kreaturbesætningen er for Tiden 5 Heste, 16 Malkekøer og 8 Kvier, hvilken kan formeres yderligere. Der er 32 Tdr. Land Hede uopdyrket. En Plantage paa 38 Tdr. Land, hvoraf godt 20 Tdr. Land er tilplantet, medfølger. Kun en forholdsvis mindre Udbetaling fordres.
Skødebjerg Nygaard i Juli 1894. A. Simonsen.«
Det blev hans Dattersøn, Peder J. N. Pedersen fra Andst, der i flere Aar havde været Karl paa Gaarden, som Købte og overtog Skødebjerg Nygaard samtidig med, at de Gamle flyttede tilbage til det gamle Hjem i Ravnholt. Da der i 1901 i Langbjerg Plantage i Gjesten Sogn blev Afsløret et Mindesmærke for Dalgas, læstes der bagefter i Referatet i Hedeselskabets Tidsskrift:
De sidste Aar, de boede paa Skødebjerg Nygaard, da »Støvets Aar« var naaet, og Kræfterne tog af, syslede han med lidt skriftligt Arbejde. Han havde historisk Sans og havde i sin Ungdom lyttet til de gamles Fortællinger, forstaaet deres Værdi, og nu genfortalte han disse Erindringer i en lille Bog »Nogle Oplysninger om Andst og Gjesten Sogne i de sidste Aarhundreder«. Overskrifterne til de forskellige Afsnit siger noget om Indholdet: Svenskekrigen, Noesgaard, Røjgaard, Revsinghoved, Under Fæstetiden, Selvejendoms Indførelse, Fællesskabets Ophævelse, Kvægsygen, Agerbrugets Fremskridt og Tilbagegang, Om Skovene, Den gode Bondetid, Toldlinien og Smugleriet, Om Præsterne, Kristeligt Livsrøre, Om Skolevæsen, Fattigvæsen og Vejvæsen, Deltagelse i det offentlige Liv, Gildeskikke og andre Fornøjelser, Afholdsbevægelsen.
Den 5. Maj 1888 var deres Guldbryllupsdag. Den var tænkt holdt som en Hjemmets Fest, men det blev anderledes. 21 kendte Mænd fra forskellige Kredse paa Koldingegnen traadte sammen og Indbød Guldbrudeparret med deres nærmeste til en Festmiddag paa Kolding Højskolehjem sammen med enhver, der paa denne Maade ved deres Nærværelse vilde være med til at hædre dem. Der samledes et Par Hundrede Mennesker, og det blev en meget smuk Fest, hvor der i Taler og Sang bragtes Tak og Hyldest til Hædersgæsterne samt som synlig Gave, et stort Sølvbæger med Inskription. Paa Kong Christian den Niendes 25 Aars Jubilæumsdag den 15. November 1888 overrakte Herredsfoged Borup ved en Familiesammenkomst paa Jensgaard Dannebrogsmændenes Sølvkors til Anders Simonsen.
Nordøstlig i Gjesten Sogn ligger den lille By Ravnholt lunt og hyggeligt. Der er kun tre Gaarde og nogle faa Huse. I den mellemste Gaard boede i Aaret 1838 Jens Jepsen. Han var Enkemand, hans Kone Maren var død Aaret før. Der var tre Døtre, og den ældste, Mette, fyldt 21 Aar, styrede Husholdningen.
En Vinterdag kaldte Jens Jepsen Datteren til sig og sagde: »Hør, Mette, her kommer den ene agtværdige og velstillede Karl efter den anden ridende i Gaarde og anholder om din Haand, men du viser dem af fra en Side af - hvad skal dette betyde? Vi kan jo aldrig være det bekendt.« Mette stod tavs og pillede lidt ved Forklædet. Maaske gik der et Lys op for Faderen; thi han fortsatte: »- for det er vel ikke saadan, at der er en anden, du holder af?« Saa kom det frem, at det var der: Anders Simonsen i Øster Gjesten. »Naa, æ Fynbos Anders,« sagde Jens Jepsen, »ja, det er jo noget andet; men det kunde du have sagt mig noget før.«
I Toften ved Simon Andersens Gaard i Gjesten laa Konen Dorthea en Dag i Foraaret og klippede Faar. Hendes ældste Søn kom forbi, og hun sagde til ham: »Hør, Anders, nu var det rart, om du kunde bestemme dig, for saa kunde jeg tage Ulden fra til dit Brudgomstøj med det samme.« »Det kan vel naaes,« svarede han; og han naaede det, han havde nemlig allerede bestemt sig, og det skønt han kun var tyve Aar.
Folk i Gjesten, der maaske havde sat andre Forhaabninger til ham, sagde ogsaa: »Dreng var han, og Mand blev han, men Karl havde han aldrig været.«
Men der blev Bryllupsgilde hos Jens Jepsens i Ravnholt 5. Maj 1838, hele tre Dage paa Rad. Jens Jepsen gik paa Aftægt, og de unge fik Gaarden. Mand blev han, og hun stod trofast ved hans Side. De opnaaede at holde Sølvbryllup, Guldbryllup og Diamantbryllup, og otte Børn fik et godt Hjem i den gamle gaard.*
Henimod Midten at Halvtredserne blev Gaarden delt saaledes, at den gamle Gaard beholdt 58 Tdr. Land, medens 192 Tdr. blev til en ny Ejendom, hvorpaa ny Bygninger blev opført l855. Denne Gaard blev 1860 udforpagtet til Peter Fallesen, der var Svoger til Anders Simonsens Broder, Christen. Gaarden var tiltænkt den ældste Søn Jens, men 1870 overtoges den at den anden Søn Simon Simonsen. Anders Simonsen maatte 1866 overtage en Gaard i Kragelund, og her var hans næstældste Datter Dorthea Husbestyrerinde i flere Aar. Gaarden solgtes 1878.
Anders Simonsen blev tidlig taget i Brug i det offentlige Liv, først i Kommunalbestyrelsen, fra 1856-1865 Medlem af Ribe Amtsraad, Landvæsenskommissær i 30 Aar, Landstingsmand for 11. Kreds 1866-1878 og Repræsentant i Vest- og sønderjydske Kreditforening i 25 Aar, hvor han 1886 afløstes af sin Søn Simon Simonsen. Samfærdselsmidlerne var ikke de samme som nu. Naar han skulde til Amtsraadsmøde i Ribe, satte han ofte sine Heste ind paa »Estrup« og Kørte videre med Godsejer Lautrup, der ogsaa var Amtsraadsmedlem, saa stod hans egne udhvilede ved Tilbagekomsten. Hans Distrikt som Repræsentant i Kreditforeningen strakte sig fra Kysten af Lillebælt Syd for Kolding Fjord til den yderste Grænse af Slaugs Herred i Grindsted Sogn. Dette gav lange Køreture.
Hans mange Tillidshverv medførte, at han ofte var borte fra Hjemmet. Det var ikke dengang som nu, at en Rigsdagsmand fra Jylland kunde rejse hjem en Gang hver Uge. Dertil var Samfærdselsmidlerne for lidt udviklede, og Isen over Bælterne var ofte en stor Hindring. Men hjemme stod Mette for Styret, og hun havde som oftest gode Hjælpere. I syv af de tolv Rigsdagsaar ledede Pejr, 1) en Broder til den ældste Datters Mand, Gaardens Drift, og efterhaanden som Børnene voksede til, stod de ved Moderens Side.
1) Peder Jakobsen Pedersen, f. i Darum 1845, Elev paa Kolds og Askov Højskole, g. m. Karoline Jørgensen, Stoustrup v. Fredericia, f. 1848, d. 1923. Mangeaarig Bestyrer af Brugsforeningen i Vejen, hvor han døde 1926. Den i Familien senere velkendte Sygeplejerske Margrethe Pedersen, Vejen, var deres Datter. P. J. P. var Broder til Lærer Jens Rasmussen Pedersen, der var gift med Maren Simonsen.
2) Jens Vejrup, f. 1852 paa Lille Røj.
Og uden aandelig Tvang af nogen Art voksede Børnene op, lærte at arbejde, kom ud i andre gode Hjem, paa Højskole, og havde gode Ungdomsaar. Men Sorger ramte ogsaa Hjemmet. En Datter, Anne Marie, der var født 26. September 1845, fik Tuberkulose eller Tæring, som man dengang sagde, og det var let at skønne, hvor det bar hen. En Sommereftermiddag, 7. Juli 1857, da hendes Fader var kørt til Kolding, og hendes Moder hvilede sig - hun ventede sit sidste Barn - sad den 16-aarige ældste Søster Maren hos Anne Marie, og de talte lidt sammen. »Troer Du ikke, at Far snart kommer,« sagde Barnet. »Jo, det varer nok ikke længe, for han lovede jo at komme tidlig hjem.« Der gik en lille Tid, saa lød det igen: »Mon Far da ikke kommer?« - »Jo, lille Ann-Mari - nu sætter jeg mig hen til Vinduet med mit Sytøj. og saa fortæller jeg Dig lige saa snart som jeg ser Far komme.« Der blev stille i Stuen, kun den gamle Bornholmer gav lydeligt Timernes Gang tilkende. En Nabokone aabnede Døren og kastede et Blik hen til Alkoven og udbrød i ængstelig Bevægelse - »men Maren! « - Søsteren rejste sig øjeblikkelig, og de gik hen til Sengen. - Anne Marie var død. - Hun var ikke fyldt tolv Aar. Det var svært for Faderen, da han kom hjem og fandt sin lille Pige død.
Den ældste Søn, Jens Simonsen, der var født 5. Okt. 1839, blev efter Undervisningen i Hjemmet i 1853 sendt til Christiansfeld for i Brødremenighedens dengang højt ansete Skoler at afslutte sin Skolegang, og her blev han ogsaa konfirmeret. I Vinteren 1858-59 var han Elev paa Uldum Højskole, hvor E. M. Rotwitt 3) da var Forstander. Om denne Mand hedder det i »Danmarks Folkehøjskoler 1844-1944«:
»For Rotwitt var Fædrelandets Historie Højskolens vigtigste Fag, og han evnede at tale baade om Samfundets Udvikling og om politiske og nationale Forhold, saa han rev sine Elever med sig. Han gik med Liv og Lyst op i Skolens daglige Liv og færdedes tidlig og silde iblandt Eleverne for at være dem til Hjælp paa alle Maader.« Han fik stor Indflydelse paa den velbegavede og modtagelige Jens Simonsen.
Fra November 1859 til Maj 1861 lærte han Landvæsen paa »Liselund«, en Avlsgaard under Herregaarden Aunsbjerg (kendt fra St. St. Blichers Noveller) et Par Mil Syd for Viborg. Om sine Oplevelser her fortæller han i et Brev, dateret 25. Dec. 1859, til sin ældste Søster Maren: »Folkene her ere ikke saa dannede som i Uldum. Herpaa kunne vi især faa et tydeligt Billede, naar vi sommetider samles med dem i de saakaldte Bindestuer. Du maa nemlig vide, at her i denne Egn drives Binderiet i det store, en Fruentimmer kan binde (strikke) en voksen Mandfolkestrømpe paa en Aften; men de er jo bunden løs, som I jo nok veed fra Hosekræmmerne af. Vi var en Aften nede hos Sognefogden, hvis Søn jeg har gjort Bekjendtskab med, og han tog ganske ugenert sin Hose og bandt som alle de andre. 4) Jeg har nu ogsaa lært denne Kunst - for min Fornøjelses Skyld. Det er her som paa de fleste Herregaarde at mange Steder i Gaardens Udhuse har det Ord for at spøge, dog mest i Kræhuset, snart ses en sort Hund, snart et Fruentimmer, der afliver et Barn; enten det nu er sandt eller ej, saa troer vi dog intet deraf. Manden har været flink mod os, saa vi heller intet har at klage paa ham; men han sørger dog for, at vi til enhver Tid er i Bevægelse.
3)
C. M. Rotwitt, l82O - l894. Forstander for Uldum Højskole 1851 - 1871, senere Politiker.
4) Denne Hjemmeindustri havde sin naturlige Forudsætning i den store Faarebestand, der var paa Gaardene, idet de mægtige Hedestrækninger gav Føden til disse, og Ulden omsattes da mest fordelagtigt paa denne Maade.
»Kjære Søster Maren .... Efter 16 lange Uger blev vi endelig færdige med Skolen den 27. i forrige Maaned. Det var noget, som vi i lang Tid havde ventet efter; thi du maa tro, at det er et kjedeligt Liv at være Rekrut, for det første maa man der hver Dag gaa til Exercits paa Fælleden, for det andet skal man være Dreng for enhver Underofficer. Nu nok om det. Da vi havde haft Præsentation, havde vi nogle Dages Frihed indtil sidste Løverdag, da blev der 20 Mand ordret til at gaa til Nyborg, og jeg var altsaa blandt disses Tal. Mandag Morgen den 2. September afmarcherede vi under en Sergeants Commando fra Rendsborg til Kiel, der er 5 Miel. Fra Kiel sejlede vi med Dampskibet »Ejderen« til Korsør, hvor vi ankom Tirsdag Morgen en Timestid efter Solens Opgang. Det var en yndig Tour, Søen var rolig og Vejret smukt, jeg mærkede ingen Søsyge til, endskjøndt jeg ikke havde haft Land af øjesyn nogensinde. Med Postdampskibet »Gerda« sejlede vi over Store Bælt hertil.«
De to Søskende glædede sig nu til at besøge hinanden, nu da Afstanden ikke var større, men det gik helt anderledes. Jens blev syg, fik Tyfus, og Maren modtog et Brev, der lød saaledes:
Forlade den syge kunde han ikke, og i sin Vaande tog han da et Glas Vand og noget Brød, han havde, og rakte dette, saa godt han formaaede til sin syge Ven som Herrens hellige Legeme og Blod. Jens faldt til Ro og sov den næste Dag stille ind i Døden.
Denne Nadvertjeneste har nok ikke været helt efter Ritualet, men mon der alligevel ikke var Højtid i den stille Stue og en tredje tilstede hos de to Soldater - i den sidste Nattevagt?
Sygepasserens Beretning gjorde et dybt Indtryk paa Faderen, og han sagde stille: »Ja, jeg skulde jo have siddet hos min Søn, der, hvor du sad; men nu skal du have Tak! «
Hans Moder var ikke med ved Begravelsen i Nyborg. Jens blev kun 22 Aar gammel, og denne ældste Søns Død var et haardt Slag for Forældrene. Der er sagt, at Jens i særlig Grad stod sin Moders Hjærte nær, og Minderne om de to afdøde Børn blev den dybe Baggrund i deres Sind i Åarene derefter. - Gaarden, der var udstykket fra Fødegaarden, og som var tiltænkt Jens Simonsen, fik nu Navnet »Jensgaard«. *
Anders og Mette Simonsen med deres Børn 8. Juli 1865.
Bagest, fra venstre: Dorthea, Simon, Maren og Else Kathrine.
Forrest, til venstre: Anne Marie, til højre: Agathe.
Men de havde endnu seks Børn tilbage og Livet skulde jo leves videre. En stor Hjælp og Opmuntring var det sikkert, at de boede midt i en Vennekreds, med hvem de var i hjærtelig Forstaaelse. Af denne Kreds har Forfatteren August F. Schmidt 5) i en Bog »Fra Røj og Ravnholt«, der omhandler den folkelige og kristelige Bevægelse paa Koldingegnen, givet en levende Skildring, og her nævner han ogsaa Anders Simonsen, idet han skriver: »Den betydeligste Mand i Røj-Ravnholtkredsen var uden Tvivl Anders Simonsen i Ravnholt, han viste altid et godt Eksempel, hvor det gjaldt en god Sag«.
5) August F. Schmidt, f. 1899. Lokalhistorisk Forfatter.
Da Højskolen i Rødding efter Tabet af Sønderjylland flyttede til Askov, sluttede Kredsen op om denne, og allerede 1865 kunde Ludvig Schrøder 6) i et Brev til Etatsraad Flor 7) fortælle, hvorledes adskillige af Egnens Folk havde befundet sig vel ved at komme til Askov. »En Dag var her saaledes fire, der havde kørt et Par Mil - Hovedmanden Anders Simonsen fra Ravnholt, der har været Amtsraadsmedlem, nyder megen Anseelse! «
Hvad dette Besøg betød for Ludvig Schrøder, glemte han ikke, og det blev Indledningen til en Forbindelse, der gensidig bestod sin Prøve. Endelig omtaler Aug. F. Schmidt, at Anders Simonsen ogsaa i sine nærmeste Omgivelser var virksom for at samle Folk om et godt Ord, idet han i sin Skov indrettede en Plads, hvor der blev afholdt folkelige Møder. Ved et af disse var saaledes den kendte norske Forfatter Kristoffer Janson 8) Ordfører. Se endvidere Dansk Menighedsliv i grundtvigske Kredse af Holger Begtrup. 8a) Bd. II, Side 31 ff., og Bd. IV, Side 43 ff.
Med hvilken Forstaaelse og Glæde Anders Simonsen mødte Højskolen fremgaar deraf, at hans Datter Dorthea kom paa Kolds Højskole i 1863 paa det første Hold af unge Piger, Kold aabnede sin Skole for.
6) Ludvig Schrøder, 1836-1908. Forstander for Rødding Højskole 1862-64, paa Askov Højskole fra 1865-1908.
7) Chr. Flor, 1792-1875. Professor, Lektor i Dansk ved Universitetet i Kiel.
8) Kristoffer Janson, 1841 - 1917. Norsk Forfatter, Lærer ved Gudbrandsdalens Højskole.
8a) Holger Begtrup, 1859-1937. Forstander for Frederiksborg Højskole. Historisk Forfatter.
I Krigsaaret 1864 var den ældste Datter Maren paa Herregaarden Estrup som ung Pige i Huset. Af et Brev dateret 17. Maj 1864 fra hendes Fader skal her Anføres et kort Uddrag:
»Jeg forstaar det er vanskeligt for Dig at komme ud især paa saadan en Tid, hvor man ikke ved hvilket øjeblik, vi er besat med fjendtlige Tropper. Ja, det er en trykkende Tid, det er vanskeligt at finde sig deri med det Sindelag som man bør, men saadan en Ting foregaar ikke uden den Højestes Styrelse og Villie, der jo altsaa heller ikke er uden Hensigt. Naar man læser det gamle Testamente om Herrens Førelse med sit udvalgte Folk, da ser man, at der maatte tages meget haardt fat paa dem, fordi de forglemte Ham, der var Herren, men saasnart de søgte ham, var Hjælpen ogsaa tilstede....«.
Udfra samme Betragtning saa han ogsaa Tabet af Sønderjylland, men han brugte aldrig stærke Ord herom. Han følte sig forvisset om, at naar »Tidsfylden oprinder«, vilde Sønderjyllands Genforening med Danmark ske i rette Tid. -
»Du spørger, hvorledes jeg befinder mig i Spænd med Bindesbøl 19) og Fonnesbech 10) som Udvalgskammerater, og her kan jeg besvare med Tilfredshed. Biskoppen forlangte nogle Erklæringer om Ansøgernes Dygtighed i dansk Sprog, hvilket jeg fandt overflødigt, naar Sogneraadets Betænkning var indhentet, og som Fonnesbech næste Gang tiltraadte. Foriøvrigt vil jeg nok ligesom de andre have Betryggelse for dansk Sindelag. Idag har jeg været i Johanneskirken og hørt Frimodt. 11) Kirken var propfuld, maaske et Par Tusinde, var ogsaa værd at høre, mere vækkende end oplysende, hvortil ogsaa kan trænges. Grundtvig skal ellers have været meget kraftig, fremfor forrige Uge.
Valgmenighedslovforslaget ligger nu til Behandling i Udvalget. Hvorvidt det vil gaa er ikke muligt at have nogen holdbar Mening om, kunde dette ske, er dog altid et godt Skridt gjort, som Høgsbro 12) sagde til mig i Aftes, siden kan der blive mere, naar blot Friheden har vundet Fodfæste.«
9) S. C. W. Bindesbøll, 1802-1873. Præst, senere Biskop og Landstings mand.
10) C. A. Fonnesbech, 1817-1880. Godsejer, Landstingsmand og Finansminister.
»laftes var jeg til Gilde hos Førsteministeren. 13) Forsamlingen bestod udelukkende af Mandfolk, næsten blot Rigsdagsmænd, ogsaa Opvarterne var af samme Kjøn. Underholdningen fra Værternes Side var Spise og Drikke i rigeligt Maal, men iøvrigt uden privat Samtale imellem Mand og Mand. Antallet omtrent 40. To Ministre, Værten Grev Frijs og Justitsministeren Rosenørn Teilmann, 14 Landsthingsmænd, 22 Folkethingsmænd samt et par Herrer fra Ministeriet, hvis Navne jeg ikke husker. Levemaaden bestod i Østers, forloren Skildpaddesuppe, Kalkunsteg, Urhønesteg, Andesteg, hvortil adskillige Tilsætninger, som jeg ikke kan gøre Rede for. Tilsidst Dessert af syltede og raa Frugter. Vine af mange forskellige Slags, indtil man fik sine Tallerkener ganske omkrandset af Glas i de forunderligste Former, Moselvin, hvid og klar som Brændevin - meget behagelig -derefter Madeira, Sherry, Rødvin, Champagne o.s.v. - jeg troer ialt 12 Glas, men jeg smagte dem heller ikke alle. Efter Bordet Kaffe og Likør. Salene paa Amalienborg var smagfuld udstyrede, dog ikke efter nyeste Mode. Væggene draperede med Malerier eller vævede Tøjer, forestillende ridende eller kørende Optog fra andre Lande i forrige Tider, ikke at tale om Kæmpespejle og Lysekroner besatte med Stearinlys, de smaa med hver 6, de store med 20 til 30 Stykker. Bordene og Stolene var betrukken med rødspraglet Damaskvævet Fløjl. Tiden var fra Kl. 6 til Kl. 9. Smukt nok for en Gang, men tom i sit Indhold for Aanden. Iøvrigt mærkede jeg da heller ikke, at nogen blev drukken; thi man vidste jo, der skulde passes paa.
Nu idag har jeg hørt, at en fire Stykker fra Folkethinget var blevet saa oprømte, at de maatte have en Bolle Punch andensteds, saa kunde de ikke undgaa Prædikatet fulde.
Gamle Grundtvig har ikke prædiket i Dag, han har daarlige Ben, Køsters 14) Prædiken var mig dog god.«
11) Rudolph Frimodt, 1828-1879. Præst ved Sct. Johanneskirken paa Nørrebro. Gav 1865 Stødet til Oprettelsen af den Københavnske »Kristelig Forening for indre Mission«.
12) Sofus Høgsbro, 1822-1902. Forstander for Rødding Højskole fra 1850-62, senere Redaktør af »Dansk Folketidende«, Folketingsmand og sidst Folketingets Formand.
13) C. E. Krag Juel Vind Frijs Lensgreve, 1817-1896. Konsejlspræsident og Udenrigsminister 1865-1870.
14) Kristian Køster, 1836-1879. Kapellan hos Grundtvig fra 1862-1871.
»Det forundrer Dig vist at se denne fremmede Overskrift, men jeg vil straks forklare Dig Grunden. Det har i længere Tid imellem Termansen 15) og mig været Tale om at gøre en Tur til Johannes Schrøders 16) Højskole i Brøderup, men der kom stadig noget i Vejen - men endelig nu blev vi enige om, det skulde være fra Fredag Morgen til Søndag Aften, som nu og er fuldført, vi tager nu med Postvognen fra Rønnede Kro til Roskilde og derfra med Jærnbanen til København.
Vi har befundet os meget godt her, saavel paa Højskolen som her hos Sognepræsten, Pastor Leth, 17) hos hvem vi har haft Nattekvarter, samt ikke mindst paa en lille Friskole med tyve Elever, der rigtig viste Præg af en Friskole. Mere kan jeg ikke naa at fortælle denne Gang.«
15) N. J. Termansen, 1824-1892. Bonde, Gammelby, Læborg Sogn. Folketingsmand 1858-78, Landstingsmand 1878-86.
16) Johannes Schrøder, 1838-1920. Forstander paa Brøderup Højskole, senere Grosserer i København.
17) Andreas Leth, Præst i Ulsø-Øster Egede, senere Præst i Middelfart.
»Jeg har i Dag været paa Skovtur med tre Kammerater, Rotwitt, Søren Jørgensen og P. Nielsen (to andre Rigsdagsmænd), det har anstrængt noget paa de blødsødne Rigsdagsmænd - opmuntrende er det ellers at komme ud i den friske landlige Natur, Hvor alt tilsmiler Menneskene som Billeder paa Opstandelsens Morgen for den her paa Jorden umættede Sjæl, hvis Fylde da vil opnaaes fra Fuldkommenhedens Kilde. Til Tider, naar man føler sin egen Intethed, ret ligesom man var tilovers uden mindste Nytte for Samfundet, ja, næppe for sig selv. Saadan Usselhed i Tankegangen har man jo selv Skyld i, naar man bliver skuffet i Forventninger, som ikke bliver eller kan opfyldes, naar Forhaabninger har været stillet for højt. - Valgmenighedsloven gaar nok igennem. Under en venligsindet Minister kan den være brugelig, hvilket maa forudsættes, den nuværende 18) er, som han og ved privat Samtale med Termansen har ladet forlyde. Idag var Ministeren i Vartou Kirke, hvilket jo var de tilstedeværende Rigsdagsmænd til Fornøjelse.«
»- - - Det er heller ikke altid saa glat at forandre Stilling i saa store Maader uden at blive dygtig berørt deraf, at komme fra sit Hjem, hvor alt kan magtes med Lethed, saavidt det kommer an paa Kundskab, og saa paa én Gang blive hensat imellem saa mange, blandt hvilke man føler sig næsten tilovers, men dette kan og bæres med godt Mod ved Kraften fra det Høje -. Vi maatte paa Rejsen herover overnatte i Nyborg; thi Damperen gik ligesom vi stod ud af Jærnbanevognen. Det tog nogle Skillinger fra os, men jeg naaede dog lige at komme med til Gudstjenesten i Slotskirken inden Aabningen af Rigsdagen. Prædikanten - Fog - gjorde ikke noget behageligt Indtryk paa mig, formedelst Lov uden Evangelium, det var som talt til Jøder og ikke til Kristne. Desmere blev jeg glædet om Onsdagen ved Samfundet i Menigheden i Vartou ved den Gamles 19) kraftige Vidnesbyrd om vor fri Børnerettighed annammet i Daaben og næret i Nadveren. Ja, saadant Fællesskab opholder og glæder én saa meget og er Hovedindholdet af mine glade Timer her.«
18) Aleth Hansen, 1817-1889. Sognepræst i Sydslesvig 1850-64, Kultusminister 1868-69 med den særlige Opgave at gennemføre Valgmenighedsloven.
19) »Den Gamle«, N. F. S. Grundtvig, 1783-1872. Præst ved Vartov.
17.Novbr. 1870 til Datteren Maren:
»I forrige Uge traadte jeg første og anden Gang op i Forsamlingen, rigtignok ikke uden Ængstelse baade forud og i Tiden, men bagefter med en glad Følelse, ikke fordi jeg vandt Sejr i det fremførte, men fordi jeg bemærkede hos mig selv, at der kan gøres Fremgang, hvad jeg før har næret stærk Mistillid til. Du kan tro, kære Datter, at det er strængt at gaa med den Tanke, at man i Grunden ingen Ting duer til, at skulle lønnes af Staten til ingen Nytte, det vilde være uudholdeligt i Længden. At faa denne Tanke fra sig er som at vælte en Sten fra Brystet. «
»Jeg har især været glad for, at Du har gjort Alvor af at komme til Askov 20) og ligesom blive lidt opløftet fra det daglige Livs trivielle og materielle Bevægelser og Tryk, det har vist været godt, thi der maa nok være noget at hente. Uagtet mit Arbejde ikke er ligefrem af den Slags, finder jeg dog, der er meget at erholde, saaledes syntes mig allerede Prædikenen i Slotskirken førend Rigsdagens Aabning endda mod Forventning noget tiltalende. Ligesaa og naturlig mere i Onsdags i Vartou at høre Pastor Brandt, 21) han holder nok, ligesom Grundtvig gjorde, Prædiken den første Onsdag i Maaneden. Alt dette og mere gør, at jeg, til at begynde med befinder mig over Forventning vel.«
»Rygtet gaar, at Rigsdagen kommer til Kongetaffel den 30. Dette tyder jo paa Forsoningstilstande, vi havde ellers en meget skarp Finanslovdebat igaar, maaske er det kun tom Snak som saa meget Hofværk.
Jeg har i denne Tid læst Historie, Struenseetiden - og der set elendige Forhold, rigtignok under en vanvittig Konge. Dette giver endel Kendskab til Mennesker, ogsaa i de højere Kredse.«
20) Det første Efteraarsmøde 1874, der begyndte paa Askov Højskole.
21) C.J.Brandr, 1817 - 1889. Præst ved Vartov fra 1872 til sin Død.
Ved Landsthingsvalget i 1878 tog Anders Simonsen ikke imod Genvalg. Den politiske Udvikling paa Rigsdagen, Provisorietiden, der førte til den saakaldte Visnepolitik, samt Stillingen til Københavns Befæstning, der greb ind i Forholdet til gamle Venner og Meningstæller, var ham imod. Og hertil kom, at der var Opgaver i den hjemlige Kreds, der forekom ham saa nærliggende, at hans Plads nu var der.
Men mer end de offentlige Hverv var det dog Opdyrkning og Beplantning, der havde hans Kærlighed og Interesse, og derfor var han ogsaa blandt de første Bønder i Jylland, der var lydhør for Enrico Dalgas' Kongstanke om Opdyrkning og Beplantning af de jydske Heder og blev snart en virksom Deltager i Hedeselskabets Arbejde, hvorom bl. a. Klelund, Houborg og Staushede Plantager bærer Vidne. Paa sine lange Køreture i Kreditforeningens Tjeneste kom han, ikke mindst i Andst og Slaugs Herred, i Berøring med mange Nybyggere, og her var han altid rede til at opmuntre og hjælpe. Paa sin Gaard i Ravnholt havde han anlagt en Planteskole, hvorfra han kunde forsyne Folk baade med Læ- og Skovplanter. Han vidste nok, der skulde mere til at pløje end at sige »Hyp«!
I 1874 købte han af Grev Moltke til Glorup den store Gaard i Vorbasse Sogn Skødebjerg, der da var paa 700 Tdr. Land. Greven havde tilplantet et Areal paa 70 Tdr. Land, der trivedes godt, og denne Begyndelse var sikkert en stor Tilskyndelse for Anders Simonsen til at vove Købet af Gaarden med de udstrakte Mose- og Hedearealer. Hans Svigersøn Jens Straarup overtog 1876 Skødebjerg, og for at aflaste ham for en Del af de store uopdyrkede Arealer fik Anders Simonsen i 1880 230 Tdr. Land udskilt, og den Ejendom, der saaledes blev oprettet, fik Navnet Skødebjerg Nygaard. Her blev opført Bygninger, saa Anders og Mette Simonsen kunde flytte ind i Efteraaret 1882. Ved samme Tid blev den yngste Datter gift med Anders Legardt, og disse overtog nu Fødegaarden i Ravnholt. Skønt Anders Simonsen og hans Hustru da var midt i Treserne, naaede de i de tolv Aar, de boede der, at faa udrettet et godt Dagværk, hvad en Bekendtgørelse, der i 1894 stod i Bladene, fortæller noget om:
»Det var en særlig Glæde for mange at se den gamle Hædersmand Anders Simonsen, der trods sin høje Alder havde efterkommet Indbydelsen til at overvære Festen; der er vel ingen i Andst Herred, der i sit lange Liv har tjent Plantningssagen saa tro som han. «
Da Kongenshus Mindepark for den jyske Hedes Opdyrkere blev indviet 10. Juni 1953 paa Alheden Sydvest for Viborg, var der ogsaa sat en Sten med Anders og Mette Simonsens Navne.
Stenen i Kongenshus Mindepark
Bogen udkom 1888 paa Konrad Jørgensens Forlag i Kolding og er nu forlængst udsolgt. Den er paa 56 Sider og slutter med Aaret 1850. Den lille Bog blev anmeldt i flere Blade som en Tids- og Hjemstavnsskildring af Værdi. Den var en af de første og er senere efterfulgt af Sognebeskrivelser, hvis skolede Forfattere nu anderledes har Adgang til historiske Kilder og forstaar at udnytte disse. Ludvig Schrøder henviser ofte til A. Simonsens Arbejde i sin Bog: Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje I.
